Bipolar affektiv sindslidelse er en psykisk sygdom, hvor man i perioder har betydelige udsving i humør og aktivitetsniveau – det vil sige (hypo)manier og depressioner. Det betyder, at man uden ydre grund er meget opstemt og energisk eller meget nedtrykt, træt og trist. Tidligere blev sygdommen også kaldt maniodepressiv sygdom. Bipolar affektiv sindslidelse er karakteriseret ved to eller flere episoder hvor stemningsleje og aktivitetsniveau har været tydeligt ændret, med såvel opstemthed, øget energi og aktivitete (hypomani eller mani) og med nedtrykthed, nedsat energi og aktivitet (depression).

Når man lever med en bipolar lidelse, har man episoder med mani, hypomani (let form for mani), depression eller blandingstilstand. Blandingstilstand betyder, at maniske og depressive symptomer optræder samtidig eller med hurtige skift. Der er stor forskel i symptomer og sværhedsgrad. Desuden er sygdommen ofte forbundet med sociale, økonomiske og personlige konsekvenser. Mens enkelte kun oplever ganske få sygdomsepisoder, svinger andre næsten uafbrudt mellem mani, depression og blandingstilstand. Mellem sygdomsepisoderne er der ofte neutrale perioder, som kan vare fra uger til år eller årtier.

De fleste får sygdommen i ungdomsårene. Men der går som regel nogle år fra de første symptomer viser sig, til diagnosen stilles. Udsigten til at blive rask efter den enkelte episode er god, men risikoen for nye episoder er stor. Som udgangspunkt er det ikke episoderne men sygdommen, der skal behandles. Det betyder, at behandlingen sigter mod at forhindre stemningssvingninger. Bipolar lidelse er ofte en livslang sygdom. Men det er meget individuelt, hvordan sygdommen udvikler sig. Der er gode behandlingsmuligheder, og det er muligt at leve et godt liv med bipolar affektiv sindslidelse. Mange oplever imidlertid tilbagefald, så en god forebyggende behandling er vigtig. Grundelementerne i behandlingen består af psykoedukation, stemningsstabiliserende medicin og psykoterapi.