OCD

OCD (Obsessiv Compulsive Disorder) er en angstlidelse, hvor tvangstanker og tvangshandlinger fylder så meget, at det bliver et problem. På dansk bliver angstlidelsen kaldt obsessiv-kompulsiv tilstand eller bare OCD. Karakteristisk for OCD er tilbagevendende uønskede tvangstanker og tvangshandlinger, som man udfører igen og igen. Som regel af frygt for, at der ellers vil ske noget slemt. Rent logisk ved man godt, at det egentlig ikke er nødvendigt. Men trangen er så stærk, at den er umulig at modstå. Tvangstanker er ideer, tankebilleder eller indskydelser, som dukker op i bevidstheden igen og igen på stereotyp måde.

Hos nogle bliver OCD en kronisk tilstand, og de har svært ved at leve et normalt liv. Andre har gode og dårlige perioder. De kan indimellem få en opblussen af tvangssymptomer, typisk i stressede perioder fx når de skifter job, skal til en eksamen, får et barn eller andre omstændigheder, som betyder, at de får et større ansvar. I de gode perioder kan de leve et helt normalt liv.

Tvangstanker og tvangshandlinger kan gøre det så vanskeligt at være sammen med andre, at man isolerer sig. De kan forstyrre daglige rutiner, ens arbejdsliv og familieliv eller helt normale sociale aktiviteter. Det kan også være, at man undgår bestemte situationer, steder eller personer, fordi det kan fremkalde tvangstanker og tvangshandlinger, og at lidelsen også på den måde hæmmer personen i at gøre det, som vedkommende gerne vil.

Der er ingen enkel forklaring på, hvorfor nogle udvikler OCD. Sygdommen opstår i et komplekst samspil mellem forskellige biologiske, sociale og psykiske faktorer.

Der er gode muligheder for at behandle OCD. Ved moderat til svær OCD er det ofte nødvendigt med medicinsk behandling, og ofte er sideløbende kognitiv adfærdsterapi gavnligt.

Kontakt mig

Du er altid velkommen til at skrive til mig via nedenstående kontaktformular.

7 + 2 =